GODT AT VIDE

Vaccination af hund hos DyrDoktor

 

Hos DyrDoktor ønsker vi at tilbyde din hvalp den bedste start på livet og dermed også den mindste risiko for sygdom. Vi følger derfor World Small Animal Veterinary Association’s (WSAVA’s) anbefalinger omkring vaccination af hvalpe.

 

De tre sygdomme, vi altid vaccinerer imod er Canine Distemper Virus, Canine Parvovirus og Infectious Canine Hepatitis. Derudover anbefaler vi at man vaccinerer sin hund imod Hundeinfluenza og Leptospirose.

 

Vaccinen gives som en samlet injektion under huden i hvalpens nakke.
Det anbefales at vaccinere hvalpen, når den er 8, 12 og 16 uger gammel.

 

Dette gøres fordi hvalpes immunforsvar afhænger meget af modertævens antistoffer, som gives videre til hvalpene igennem råmælken. Disse antistoffer afhænger både af hvilke sygdomme tæven er vaccineret imod, men også af hvilke sygdomme hun naturligt har mødt. Når hvalpen i løbet af sit første levedøgn drikker tævens mælk, vil den altså beskyttes imod en lang række sygdomme de første uger af livet.

Moderens antistoffer, som giver en midlertidig beskyttelse imod sygdomme, gør det desværre også umuligt at få effekt af en vaccine hos hvalpen i disse første uger.

Moderens beskyttende antistoffer vil generelt have mistet effekten omkring 8-16 ugers alderen. Derfor anbefaler WSAVA at man vaccinerer sin hvalp første gang, når den er 8 uger gammel for at undgå at hvalpen er modtagelig overfor sygdomme i perioden fra moderens beskyttelse aftager og frem til vaccination. Omvendt risikerer man, hvis man kun vaccinerer ved 8 og 12 ugers alderen, at moderens antistoffer stadig har virkning ved den sidste vaccine og man vil så ikke opnå sygdomsbeskyttelse før hvalpen vaccineres igen. Vi fraråder derfor stærkt at undlade 16-ugers-vaccinen.

Hos DyrDoktor anbefaler vi derefter en booster-vaccination, når hvalpen er imellem 6 og 12 måneder, og derefter vaccination en gang om året imod hundeinfluenza og leptospirose, og hvert tredje år imod de resterende tre sygdomme.

Ønsker man at rejse til udlandet med sin hund, kræver dette for de fleste landes vedkommende en rabiesvaccine. Denne vaccine kan gives, når hvalpen er 12 uger eller ældre. Hos DyrDoktor opretter vi ved samme besøg et hundepas til hvalpen, og allerede tre uger efter er du og din hundehvalp klar til at rejse ud i verden*.

Vi glæder os til at se dig og din hundehvalp i klinikken. :)

*Rejse til visse lande kræver yderligere foranstaltninger – ejer er forpligtet til selv at undersøge kravene til destinationen på fødevarestyrelsens hjemmeside – se her.


DyrDoktor ApS
Sjællandsgade 20, 6400 Sønderborg

CVR: 40 81 26 60

Persondata- & cookiepolitik